De rejser ud i verden for at hjælpe gøre forskel se eksotiske steder bruge kroppen voluntourism, de hvide frelsende engle med deres aflagte mærketøj og deres velvilje, deres medlidenhed og indignation og varme hænder og selfies. Det er ingen konkurrence. Vi er bare digtere. Hverken mere eller mindre, hverken blødere eller skarpere,
vi observerer, vredes, fikser hist og pist og drukner i det globale maleri med alt for mange detaljer og lag at finde rundt i. Vi er optaget af at udforske situationen, men også af hinanden.
Dette er ikke en ferie minder vi hinanden om. Du siger at jeg bliver mere og mere lækker jo bedre du lærer mig at kende. Vi har sex flere gange dagligt på hele rejsen, i Athen, på Lesbos, i Thessaloniki og i Skopje, vi er levende, måske varmen, siger du senere, varmen der også får os til at spise is og drikke vand og gå på restaurant. Men vi arbejder også. Diffust ja, men vi søger, vi optager lange samtaler om verdenssituationen om alt det vi oplever, dem vi møder, det der undrer os, vi taler med mennesker, vi stiller spørgsmål, vi opsøger de steder de anbefaler, vi noterer, tegner kort, laver lister, skriver digte, hvad ellers kan vi gøre, vi er jo bare digtere og alle vi møder spørger vi, What can WE do? Og de svarer skriv om det, verden ignorerer os, gør os synlige med jeres ord. Og vi har så mange ord, så frygtelig mange ord vi ikke ved hvor vi skal gøre af nu, hvor rejsen er slut og intet andet ser ud til nogensinde at slutte.