det umulige træ står vandret ud i luften,
fire menneskers højde tykt og hundrede fra rod til krone,
rodkernen,
synlig, samme farve som bjergsiden,
den burde ikke kunne bære vægten af stammen,
men rødderne har givet gravet ned til bjergets kerne for at drikke af jordens kilde,
siger de ældste,
og frem for en krone af blade er længst ude over afgrunden
et krat af lange, nåletynde pigge ingen er trængt ind igennem,
som i blomstring forvandles til en dyb-orange sol så tillokkende,
at selv insekter risikerer at spidde sig på nålene.
Nu ser du det.
Nu ser du et lille menneske,
et barn, gå på stammen med armene ud til siden og retning mod den lysende krone.
Nu hører du stemmen, der messende kalder.
Nu ser du bjergsiden og afgrunden underneden og ser ind i fremtiden,
hvis vinden tager til,
en skikkelse der falder.
Og en langfingret skyggebevægelse udstrakt inde fra kronen vinke barnet fremad mod den jordiske sol.
—