1.
Grådigheden findes altid
først var de lokale gavmilde
så blev de mistroiske
sammen med empatien
nogle var dog fjendtlige fra dag ét
mens andre stadig bringer mad
når bådene ankommer
frygten og medmenneskeligheden
nogen tilbyder stadig
børnene græsk- og engelskundervisning
gratis juridisk rådgivning
hadet og latteren sameksisterer
2.
Småbørnsforældre skændes blidt snuser til datterens ble
mænd holder hinandens ben mens de laver mavebøjninger på bænken
Jean Pierre fører indregistreringslister i et kladdehæfte i den blomstrede varevogn indrettet til bibliotek
3.
Folk står længe i kø for at få en pink plastiktallerken med spaghetti skåret i bittesmå stumper i tomatsovs
de sætter sig rundt omkring på bænke, træstubbe, gamle uens havestole
familier sammen, grupper af venner med samme sprog enkeltvis med havudsigt
mange samtaler afslører at ingen respekterer kokken
4.
Vi er bare mennesker
5.
Kystvagten slår ring om båden
for at tvinge den over grænselinjen
tilbage til Tyrkiet eller ind i græsk farvand
eller få den til at kæntre
blot problemet forsvinder
fra kystvagtens bølgeland
5.
Kurderne var mere end velkomne folk fra Balkan kunne accepteres
muslimer og afrikanere er fjender og terrorister
og børnene leger uanset hvor de er løber griner spiser tager deres kampe med far og mor
alt bliver hverdag