Og så sidder vi dér og ser til. 1000’er hjulpet af “rejsearrangører”, som for store beløb skaffer visa, flybilletter til lande nær vesten; nu står de ved grænsen til Polen, der ikke er til sinds at lukke dem ind, de er uden vand, mad, læ, den nærliggende lokale grænseovergang, hvor lokale krydsede for at yde migranterne nødhjælp, lukkes i morgen tidlig kl. 7. På Polens side. Ingen polakker ud, ingen under flygtningekonventionen ind.
Ingen nævner konventioner hér, vi sidder på kanten af menneskelig værdighed, hæderlighed, helt ude på kanten og holder fast for at kunne overdrage afmagten til i morgen, det er ikke i dag, vi skal afgøre med os selv, om det er rigtigt eller forkert for os som EU-borgere at lukke dem ind, at lukke dem ude. Men vinteren er jo på vej. Presset ligger på det menneskelige, følelser virker, sådan taler journalisterne. Ingen nævner konventioner ud over EUs indre aftaler, nævner end ikke aftalen om at handle mod fælles fjende. Vi taber fortsat, hvis vi forsvarer os mod det der. Menneskeligt, og strategisk.
Alle disse mennesker på grænsen bliver så overladt til elementerne, ingen EU-lande kommer til at lave dét fejltag at krænke national suverænitet for at frelse dem, i stedet tales om at indføre sanktioner mod import, mod handlesaftaler, mod arbejds- og turistvisaer; imens dør disse voksne migranter og deres børn i kulden og i kameralampernes skær. Hvis ikke de selv forsøger at komme over og bliver mødt af 10.000 betjente, med hunde, med maskinpistoler, med tåregas. Med lov.
De lokale er eneste hjerte. De lokale ser menneskene, forsøger at hjælpe menneske til menneske, men vi er langt væk, vi er ikke lokale; horderne er alt, vi ser, alt, vi bliver vist, de bissende, de desperate horder, EU-magtens bevæbnede mandskab fremtrukket, den menneskelige katastrofe i optrapning. Vi har allerede glemt de andre migranter, der dør og døde på grænsen mellem Litauen og Polen, dem hører vi intet til, de var forposten, dem der skulle vække medierne, gøre journalisterne sultne, dem der skulle vække vores frygt, og så øge den..
Findes samarbejdet mellem despoter, vil Erdogan som det næste åbne portene til Tyrkiets lejre og tvinge 3 komma 2 millioner flygtninge og migranter ud. Måske med kørselshjælp til grænsen til Grækenland. Mennesker som rambuk og eksplosiver. Mange unge mænd mellem 20 og 40. Hvad tror de selv? At Europas befolkning vil se dem som mennesker, hvis de generer almindelige mennesker direkte?
Hvor mange af de ankommende er faktiske bestilte uromagere, sociale selvmordsbombere, der gerne tager 10 år i fængsel eller en kugle for adgangen til paradis, en pose penge til familien – som nogen tror? Hvad skal vi tænke om dem, hvis de faktisk mister besindelsen og håbet og kæmper for deres liv med enhver, der står dem i vejen? Hvordan skulle vi kunne sove efter ægte nyheder – med flygtningekonventionen som NATO-pigtrådsmadras, menneskerettighedskonventionen som bly-nedvejet dyne?
Vi kan kun suspendere disse mennesker, fratage dem alle rettigheder, undlade at handle og derved forårsage deres død, uden strafansvar fordi vi handler som nation, som nationer i fællesskab, for vi er truet på vores overlevelse, på vores velstand, på vore børns fremtid, vores økonomiske stabilitet, vi kan ikke indlede en krig, men nogen har indledt en krig mod os, med menneskelige kanonkugler.
Nyhederne går over, billederne allerede de samme, den ene konflikt, den anden konflikt, det er alligevel bare generisk ophobning af mennesker, Litauen, Belarus, who cares, mens vi venter på volden og døden. I nyhederne i morgen, det har de jo stort set lovet. “Hvilken optrapning vi får at se, ved vi ikke.”