på vej mod Napoli
ikke en migrant eller flygtning i sigte
hvem andre end os tager pilgrimsruten til Pompeii
for at se på døde mennesker
landskabet er bare
landskab dét gør det rigtig godt
jeg kan ikke mærke
at jeg har fødselsdag tomrummet
er aldrig ingen følelser vel? det er
fraværet der smerter
tilknytning sammenhæng tilhør
heller ikke hér har jeg hjemme spør tit
hvor egentlig hjem er
mad krydser grænser bedre end alt andet
det salte flæsk rugbrødet ankeret savnet
af det kendte siger det hele
savner en udsigt fra toget der kan vække mig
høje cypresser
nedslidte stationer ruiner
af beboelseshuse og fabrikker langs sporet
dér et hjemmelavet telt helt op af muren ved jernbanen
hér togene kører langsomt på vej ud af
ind i Rom en plasticpose
med affald står sirligt pakket til afgang en mand
bøjet over sin taske
ryggen til banen
han lyner teltet
falder næsten sammen med mur og med græs
og så
er han evig
—
illustration: Glafira Severianova (Norge)
Hvad er grunden til at fjerne ‘hende jeg deler liv med’ ?