September 2017 besøgte vi Moria; trods pigtråd og vagter kunne vi vade direkte ind i lejren uden at vise ID. Mismodigt. Overfyldt.
Vi talte med en ung amerikansk frivillig ved indgangen, som arbejdede der for anden gang (á tre måneder). Han sagde ‘nobody’s gonna want to talk to you’, folk er trætte – ikke et spørgsmål om uvilje, men om personlige ressourcer. Vi gik en runde på egen hånd, og lagde vejen forbi det såkaldte “medical center” med to tilknyttede læger til (dengang) cirka 6000 mennesker. En terrasse overdækket med plastic fungerede som venteværelse og et opsat skilt sagde: ‘Hvis du forstår det her, kan vi hjælpe dig’.
Ud over indhegnede områder til adskillelse af fængslede, nysankomne og “fastboende” og nogle gamle militærbygninger til administration var lejren et virvar af cementstier mellem impromptu og “professionelle” nødhjælpstelte og metal-containermoduler til overnatning. Et vagttårn hævet en meter over jorden blev brugt som legerum af en lille pige, der så ud til at være blevet væk fra sine legekammerater.
Varmt som ind i helvede. Ikke en plante at se inden for det omgivende hegn. Masser af træer og træers skygge uden for lejren. Frivillige læger og undervisere. En hjørnecafé, hvor man kunne oplade sin telefon. Perfekt, langsom sommer. Ikke meget andet ideelt – ud over at være i live.
