Igennem nogle måneder har Hviderusland (givet med Tyrkiet og Rusland som partners in crime) presset EUs grænser i Polen og Litauen ved at hjælpe flygtninge til grænsen og fastholde dem i ingenmandsland, ikke tilbage fordi de ikke selv vil have dem, ikke frem over grænsen, fordi EU ikke vil eller kan lukke dem ind under nugældende aftaler.
Jeg er der, hvor jeg ikke kan skrive digte om flygtningesituationen, eller digte om at skrive digte om “flygtningesituationen”. Hvad virkeligheden gør ved mig overgår, hvad min poetiske åre kan magte. Min metier og mit grundlag er menneskene, mens poesien overvejende har været min måde at overleve på, min måde at skabe forståelse i min verden på.
Samtidig er mit forhold til menneskene blevet mere komplekst med årene – menneskenes kollektive potentiale stækkes af alle mulige dagsordener – og når nogle mennesker synes magt over andre slår at have plads til alle, udfolder sig et kvalmende skuespil, der minder om min tid i skolegården. Men den politiske virkelighed, hegn, magt, styrke, handel, ER åbenbart nødvendig i den store flokkontrol og som sådan ikke påvirkelig af varme følelser – så hvad fanden skal jeg egentlig skrive digte for, når individet ikke har andet tilbage end at overgive kontrollen til bøller? Besynge det tabte?
I dag førte et indlæg fra nævnte grænsestrid mig igennem at søge problematikken afdækket via artikler, og desværre er det meste bare mikrofonholderi, der ikke forholder sig til historiske fakta og kun bringer udokumenterede holdninger til årsagerne til Hvideruslands, Ruslands og Tyrkiets rotten sig sammen om at bruge mennesker som kugler mod EU.
Stort set, da jeg kørte træt i min artikelindsamling og kun var nået tilbage til august 2021 uden at have fundet nyheder med substans elller indsigtsfulde redegørelse, tikkede en blognyhedsmail ind, der opsummerede min egen frustration: Hvorfor ikke bare lukke disse mennesker ind i EU? Hvad er det værste, der kan ske?
jeg skrev til ham:
PS: Jeg er ikke uenig med dig, hvad angår det humanistiske perspektiv (Så tag dog vare på dem!), men at tage imod dem på dét grundlag – hvad enten Rusland, Tyrkiet eller Belarus sådan set “bare forsvarer” hvad de selv står for eller bør ses som menneskeforagtende regeringer – er at skabe en Europæisk MeToo-krise, som EU ikke vil overleve, og så er der vel egentlig frit lejde for mere annektion (ufrivillige statssamarbejder med nationer, der ikke respekterer individets ret) og åbenlyst gå ned ad den ensgørende, minoritetsfjendske vej, som den stigende nationalisme egentlig har som grundtanke. Ja, vi er propfulde af selvgodhed, og vore demokratier fungerer ikke, og oplysningstiden er for længst afblæst, fordi uddannelse til (produktions- og forbrugsnødvendigt) arbejdsliv er blevet en selvfølgelighed, men den rest af “godhed”, som er tilbage, kan vore politikere virkelig svært forsvare at passe på, når truslen fra netop disse store lande er så overvældende, og den “Europiske identtet” ikke er nået at blive fælles endnu. Hvilket er et helt naturligt sted at sætte ind, hvis man vil splitte Europa. Del og hersk, som Chr. IV er citeret for at sige.
Kom gerne med en Politiske løsning: Hvad gør vi, når de er lukket ind? Jeg kan fuldt ud se det som en humanistisk “løsning” at stå frem og forsvare at tage dem ind – hvis det kunne ske som en fælleshumanistisk en(ig)hed udstrakt til de europæiske befolkninger. Men jeg kan også se en række regeringer falde, hvis det sker.
Så, hvordan! tager EU disse mennesker ind? Hvordan?
Artikelskriveren giver ikke svaret selv, og hvilke ikke-politikere kan egentlig give et faktisk svar? Jo, noget med at miste anseelse, på samme måde som når kurserne går ned, fordi visionerne mangler, hvorved tilliden falder.
Men jeg kan ane EUs sammenbrud i horisonten som følge af det (fordi EU trods væsentlig kulturstøtte ikke er nået frem til en fælles identitet endnu) – og endnu flere regeringers sammenbrud og sving mod højre (fordi frygt vil tvinge folk til at sætte krigere ved magten for at føle sig bare lidt trygge over for, hvad der ligner en forestående invasion). Og jeg ane, at det er ved at være for sent med appellen til det humanistiske hjerte – hvilket de tre nævnte lande udnytter, ikke bare til at splitte EU med, statuere et eksempel, få hævn over ydmygelser ved Krim, fastholde petroøkonomi/gassalget, og generelt sætte sig på hele lortet, men også til at nedbryde NATOsamarbejdet og USAs dominans i Europa og resten af verden.
Alt sammen nu. Det sker nu.
EUs svar på denne hybridkrigsførsel, som det er kaldt en del gange – hvorved begivenhederne ved grænsen mellem Belarus og Polen siges at være en uerklæret krig, i strid med alle konventioner – afgør, hvordan EU kommer til at se ud i fremtiden. Hvordan mennesker i EU vil opfatte det projekt, som vores nationssamarbejde er.
Der har været mange fodfejl, og modtagelse af flygtninge har ikke været én af dem, men den senere uimodsagte folkemodstand ér en ongoing én af slagsen. Mængden af mennesker, der har set had- og frygtfremmelse som et politisk ideal, er i fremmarch, og næsten kun Tyskland og Frankrig har været ene om en national hukommelse til at fastholde humanistiske idealer på nationalt niveau. Det er ved at være slut med det. Ikke mindst i Danmark. EU kan ikke længere fremstå som demokratiets og det gode menneskes forsvarer. Fortidens synder er ved at indhente os alle – kolonimagt, råstofudnyttelse, ulandsbistand med betingelser, magtmisbrug, intellektuel nedvurdering af andre nationers idéer, trosretninger, kultur, en helt igennem generel kulturel selvfedme – dette mas med at perpetuere et intellektuelt billede på det gode, der på ingen måde kan understøttes af vore befolkningers uddannelsesniveau og åndelige niveau, ihukommende, at ‘åndelig’ betyder “sande værdier, set fra oven” og ikke har en skid med religion at gøre.
Hér følger listen – den sutter røv:
Grænsekonflikten Belarus-Polen-Litauen, artikelliste 18.8.21-16.11.21
KK
[Topillustration: Skærmskud fra en film, jeg ved ikke hvilken.]
—