Jeg ved jeg er vred
på SÅ meget vreden
del af min anatomi min
biosfære del af min lever min lever
er vred jeg kender til al•ting vredt men ér kun
næsten
vred på dig
for at have tillid til håb gid og gid og GID
at håbet var mit men det ER kun et ord
ser du
håb i hækkene eller blot
buske der afventer vår frygter du at året
springer våren over og i så fald hvordan
kan du leve nu
hvordan kan du nære dig selv hvordan
kan dine natlige drømme stimulere
med undere og tabte minder om ting
du aldrig har kendt
vil du ikke nok
tilstå mig dette fravær af håb illusioner
vidunderlige perler på hjertets nattehimmel og når solen skinner
kan kun minder plukke dem
eller efterlade dem som den jeg nu er men du
ér så meget dig dét
gir jeg dig nemt og alt andet ikke mit men håb
ér ikke mit at give jeg handler
altid og aldrig ikke livet
ér i gørelsen
og når dén standser
ophører også min vrede
jeg ved det
—