at jeg skal rydde op i flygtningesituationen, men med intet i går der lykkedes, i dag orker jeg ingen ting,
kæresten klar og humanistisk, min magtesløshed i piskegråd, den spejler alle andre nationer uden politisk varme, frivilliges hjælpearbejde overalt åbner Danmarks blinde øje, se så denne vej, se ikke ned,
for hvem tænker ikke, at Ledelsen består af bankende hjerter, der bare må tage pikken ned i halsen eller op i røven og foregive forståelige løsninger, afkrævet dem af deres majoritet, så magten ikke glider den af hænde, nægte at begå forræderier mod disciplinen kun så og så mange gange, før ingen gider lege med dem længere,
det er denne blanke gråzone og acceptable afvisning af renhed, denne, i dag, i går,
er at gå hjem med bedrageriet yderst på tøjet og græde til familien reglen, kramme glemme vende tilbage opsat på at gøre det bedre, bedre samme, samme bedre,
ingen holder vel til det svineri i længden, er da alle ravende fra det hele og derfor alt normalt, derfor ingen norm, ingen normal-empati blandt tilskuere, intet usædvanligt, ingen blinde syner, intet ved måden vi behandler hinanden på, gråt i gråt i gråt
i dag
—