Uge 30
I Grækenland er du frivillig søredder torsdag
anklaget for menneskesmugling fredag
alle gode mennesker redder liv hér og nu
et fåtal ser de deporterede dø i lænker med fingrene knust
din nabo slår sin kæreste men smiler til dig
den varme filosof på strøget er hjemløs og dør snart af stress
Vi løser den indre konflikt og rejser lettere hjem.
Husk at lægge din mobil derhjemme.
Uge 31
Loven sparer samfundet penge
loven gør afgrunden mellem klasserne større
loven tvinger forældre fra børn
tvinger forældre fra venner
tvinger børn fra venner og skole
forældre fra hinanden
naboer fra hinanden og ud af deres boliger
Når vi kommer hjem er det hele overstået.
Husk badetøj og solcreme.
Uge 32
Ingen er alene som har datapakke og mobil
ikke alle har internet endsige mobil
ikke alle uden mobil og net er ensomme endsige alene
der er så dejligt ude på landet
fravær af tætte naboer isolerer
det ér så fredeligt
ikke modstridende nyheder oprørende så ufredeligt så ophørende
Vi lærer at give slip og dø med anstand.
Husk at læse Sartre inden kurset. Kom alene.
Uge 33
’20% af virksomhedsledere er psykopater’
du lærer at spotte hverdagspsykopaterne omkring dig
du kender Boko Haram Putin ISIS Trump
som alle udviser tegn på afstumpethed manglende empati patologisk løgnagtighed og storhedsvanvid
og Nord Korea Indonesien Egypten Myanmar Israel ligeså
men nationer er ikke psykopater mennesker er psykopater
ofte med magt de ikke magter sagsbehandleren politikeren
bestyrelsesdiktatoren foreningsgeneralen genboen uden angst
altså ikke Danmark Sverige Holland Storbritannien USA
talemagten dikterer beviserne overfladisk charme er bare glæde
foregivelse af interesse venlighed
promiskuøsitet
bare at være frisk skal M i arten i dag skrives med stort eller med småt?
Vi taler om det.
Vel mødt, husk liggeunderlag, gerne tudeklud.
Uge 37
fra Månen lyser Jorden ene smuk og rund i Solen
uoplyst er lysene derned tegn på liv der kan og vil
det er værnet mod uhyrlig nat
intet smukt liv værnet
smuk planet farlig
smuk planet farlig
—
[fælles]