så sidder jeg dér og græder
over så stort alting er
hvordan flygtningesituationen
er en omvendt kikkert retvendt
ser jeg det hele intet
ér der nogen kan gøre for at
ændre på alt
selv
ikke med fornuft selv
ikke med penge til
forandring politik eller høj
nok skammel til at tale fra siger
jeg gennem tårer men at alle
vil og behøver alting bedre
og ikke vil det nok på samme tid
jeg er træt for hvad
skal jeg vende kikkerten imod
som jeg formår at ændre på hvad
er mit formål
hvor forandrer jeg bedst?
tage skraldet ud er mit
sortere det først mit
affaldssortering den idé at det faktisk
blir fordelt og behandlet
er samfundet dét er dét vi betaler for over skat
forbrænding genbrug kompost
er håb om at dét er nok
til at frelse planeten men hvem
hvem tror i dag på frelsen
ikke total ikke fuldstændig ikke
dig og mig-frelse ikke
børne-frelse ikke
Danmark-Europafrelse men måske at
livets fortsættelse er bedre end ophør måske
blot dén tanke holdt op
som et skilt
over mængden?