Landskabet er en rute
fra ventetid mod forandring, grønt
og septembergyldne marker
ruten ikke fastlagt
ruten nordpå
et tog kan kun køre på sine skinner
de skinner nogen har placeret
toget har kun den retning
frem, frem, frem, blive på sporet
men når vi står ud af toget
kan vi rykke
sidelæns og skråt og rotere på stedet og spejde
i alle retninger og ruterne
fører hjem måske til noget
der engang kan blive hjem
til den søster, kusine eller onkel der udgør et hjem
indtil da er kroppen hjem
telefonen er hjem, retningen er hjem
ruten er hjem, transit er hjem
jeg har lukket grænserne
mellem Grækenland og Balkan
indgået løse aftaler
mellem Europa og Tyrkiet
aftaler der ikke holder juridisk
men behandles som lov uden verificering
du udstikker instrukser
og hvis det er ulovligt omdøber jeg dem til notater
du ønsker dig et pusterum
hvor jeg kan sidde og lade som om
flugtruterne er sunket i jorden
groet ubenyttede til
ikke spærret bevidst
Hver gang nogen passerer
håber jeg at det er dig
men det er fremmede, fremmede, fremmede
på ruter der ikke vedrører mig
imod køreretningen ser jeg alt det der er forbi
overståede kapitler, forladte hjem
Er et hjem stadig hjem
hvis du aldrig genser det mere?
Hvis det ligger i ruiner?
Er en køjeseng
en sovepose på dækket hjem?
Hvor mange
år varer det før man er hjemme i en ny by
generationer før man ikke er tilflytter men indbygger?
Hvor mange gange begynder det forfra
endnu en rute, endnu en retning
endnu en ventetid
ankommer vi?