Loven er lavet af paragraffer og stykker
paragrafferne er lavet af ord, stykkerne af ord
i rustfrit stål pudset alle er lige for loven
vi er skæve og mangfoldige og stritter udenfor
rammerne men for loven er vi lige
lige bøder for at køre uden lys
men brune er i højere risiko for at blive stoppet
og kriminalitet i en ghetto må straffes
dobbelt så hårdt som andre steder
betjenten på den ensrettede gade
lader håndværkeren slippe uden bøde
hvide frifindes for at skyde og dræbe ubevæbnede sorte
voldtægtsofre beskyldes for at lyve og iklædt skyldigt tøj
irrelevant i andre overgebssager
sundhedsvæsenet forskelsbehandler
og udskyder hastesager hvis der er brug for en tolk
ellers er vi lige for loven
særgrupper kan nægtes prøveløsladelse
og nogle der har afsonet straf
kan sendes til ufrivillig overnatning på en ø
stort set er vi dog lige for loven
danske fædre der dræber deres børn er tragedier
prøveløslades hurtigt og får forældremyndighed
undtagen hvis de er muslimer
så bliver tragedien til æresdrab
loven består af paragraffer de er åbne for fortolkning
alle kan fortolkes for loven
loven er metalsat stiv skinner
reflekterer smelter bøjer
formstøbte er vi lige
for loven