AV den er tung den pligt
Jeg kaster den fra mig
men den triller kun et lille
stykke op ad bakken og tilbage
mod mig AD ansvar
vil jeg ikke æde det er min pligt
det er mit ansvar
hvis jeg propper pligt og ansvar ind nederst
i fryseren forsvinder de
bliver til krystaller bliver borte
hvis jeg smider dem ud af vinduet
tilhører de naboen
hvis jeg spærrer hoveddøren
med klistermølfangere
hvis jeg tætner alle sprækker og holder mig
for ørerne mens jeg råber i kor
der er ingenting her gå så væk
kluntede ansvar og skarpe pligt
med jeres stank af hungersnød og olie
I ER ikke mine, jeg er ikke jeres
ØJ hvor er I heavy og umulige og hold så op
med at slikke mine tæer
med jeres sandpapirstunger